Da skolen blev alles. Tiden efter 1970 handler om en periode, hvor lommeregneren og computeren kom ind i timerne, idræt blev fælles for drenge og piger, og lilleskolerne fornyede friskoletraditionen. Der kom en ny opmærksomhed på elevernes sociale og etniske baggrund og på deres forskellige udvikling og talenter. Børn hverken kunne eller skulle lære det samme på samme tid, og elevplaner erstattede skoleskemaet. Ambitionen om at rumme langt de fleste elever inden for folkeskolen voksede sig stærkere, og omgangstonen blev mere demokratisk. Samtidig blev elevråd og forældrevalgte skolebestyrelser en del af skolernes hverdag. Der stod megen blæst om skolen perioden igennem: fra 1970'ernes indoktrineringsdebat over årtusindeskiftets ønsker om at styrke fagligheden til den løbende diskussion om lærernes arbejdstid. Meget forandrede sig, mens andet var som før. Dansk, matematik og historie var fortsat vigtige fag, efterhånden suppleret af engelsk. Der herskede enighed om, at skolen skulle bidrage til elevens personlige udvikling og til lighed, vækst og velstand. Spørgsmålet var blot hvordan. I debatten blandede mange stemmer sig, og skolen var ikke længere et anliggende kun for eksperter. Alle havde en mening.

本書は一九七〇年代以降のデンマーク教育界が辿った、波乱の変革を鮮烈に描く精神史の傑作です。電卓の導入や男女共学化といった変化の背後にあるのは、画一性からの脱却という情熱的なドラマ。教室が国家の実験場から、個々の才能を慈しむ民主的な聖域へと変貌する過程を、圧倒的な熱量で解き明かしています。 教育が専門家の手を離れ、国民全員の対話へと解放される描写は、強烈な知的興奮を呼び起こします。変化の嵐で守られた伝統と、刷新された希望。それは単なる記録を超え、次世代の幸福を模索し続ける人間たちの、壮大で泥臭い挑戦の記録なのです。