Da skolen blev alles. Tiden efter 1970 handler om en periode, hvor lommeregneren og computeren kom ind i timerne, idræt blev fælles for drenge og piger, og lilleskolerne fornyede friskoletraditionen. Der kom en ny opmærksomhed på elevernes sociale og etniske baggrund og på deres forskellige udvikling og talenter. Børn hverken kunne eller skulle lære det samme på samme tid, og elevplaner erstattede skoleskemaet. Ambitionen om at rumme langt de fleste elever inden for folkeskolen voksede sig stærkere, og omgangstonen blev mere demokratisk. Samtidig blev elevråd og forældrevalgte skolebestyrelser en del af skolernes hverdag. Der stod megen blæst om skolen perioden igennem: fra 1970'ernes indoktrineringsdebat over årtusindeskiftets ønsker om at styrke fagligheden til den løbende diskussion om lærernes arbejdstid. Meget forandrede sig, mens andet var som før. Dansk, matematik og historie var fortsat vigtige fag, efterhånden suppleret af engelsk. Der herskede enighed om, at skolen skulle bidrage til elevens personlige udvikling og til lighed, vækst og velstand. Spørgsmålet var blot hvordan. I debatten blandede mange stemmer sig, og skolen var ikke længere et anliggende kun for eksperter. Alle havde en mening.